Regulatorisk hører Danmark til Nordzonen, hvilket indbefatter de nordiske og baltiske lande. Overordnet set er EU opdelt i tre zonesamarbejder; Syd, Central og Nord, og i hver zone evaluerer og godkender man ansøgninger fra planteværnsproducenterne, når der er ønske om at nye midler skal gøre gavn hos de europæiske landmænd.
Den geografiske inddeling er foretaget, fordi der kan være store forskelle i behovet for at benytte forskellige planteværn i forskellige regioner i EU, ligesom der også er forskel på, hvilke problemer, planteværnsmidlerne skal medvirke til at eliminere, og hvilken risikovurdering der er nødvendig for at tage hensyn til lokale arter af eksempelvis fugle og pattedyr. Når det gælder midler til væksthuse og midler til anden anvendelse indendørs og til bejdsemidler og efterafgrøder er hele EU indrettet som én zone.
I september 2017 skal Nordzonen mødes i Danmark for at se på, hvordan Danmark, Estland, Finland, Letland, Litauen og Sverige kan skabe fælles fodslag i forbindelse med de fremtidige regler, der skal gælde i forbindelse med godkendelsen af planteværnsmidler i de respektive lande. Island og Norge er også med i samarbejdet, men her er man ikke bundet af Nordzonens beslutninger, da landene ikke er en del af EU.
Nordzonen havde sit første møde i 2011, og siden da har landene på årlige møder samarbejdet for at tilpasse sine tilgange til godkendelsen af plantebeskyttelsesmidler i form af et fælles guidance-dokument. Men der hersker fortsat ikke fuld harmonisering, og det ser heller ikke ud til at blive virkelighed, selvom det sandsynligvis ville betyde bedre og hurtigere adgang til nye planteværnsmidler i Norden og Baltikum.
Godkendelser i flere led
Når der bliver ansøgt om godkendelse af et nyt produkt, bliver ansøgningen indsendt til de relevante lande, hvor man ønsker en godkendelse af et middel. Når ansøgningen forligger vælges et land som Zone Rapporteur Medlemslandet (ZRMS). Det udvalgte land skal så forestå godkendelsen af midlet ud fra de gældende kriterier, og hvis midlet også ønskes godkendt i andre lande i Nordzonen, så kan landene hver især vælge at træffe en afgørelse på baggrund af registreringsrapporten fra rapportørlandet.
Hvis der oveni findes nationale særkrav, så indgår de også i det enkelte lands godkendelsesprocedure. Et land kan afvise at godkende et middel på trods af rapportørlandets blåstempling, hvis særlige forhold gør sig gældende, og hvis brug at et middel vurderes at føre til en uacceptabel risiko for sundhed eller miljø.
Det vil altid være Miljøstyrelsen, der endeligt vurderer, om et produkt kan blive godkendt i Danmark med baggrund i ZRMS’s evalueringsrapport. ZRMS har 12 måneder til at foretage vurderingen, og de andre lande har herefter fire måneder til at foretage deres afgørelse baseret på zonerapportørens vurdering.
Før en ansøgning i Nordzonen bliver aktuel, skal aktivstoffet vurderes i EU, hvor myndighederne i de enkelte medlemslande deltager aktivt i vurderingen af stoffet. Samtidig er der centrale organisationer i EU systemet, eksempelvis European Food Safety Authority (EFSA) på fødevaresikkerhedsområdet, som bidrager med samlede vurderinger og anbefalinger. En ansøgning består af en sundhedsvurdering, en miljøvurdering samt en vurdering af restkoncentrationer i fødevarer.
Danske særkrav
Danmark har flere nationale særkrav i forbindelse med godkendelse af planteværnsmidler til brug på det danske marked, og det væsentligste er hensynet til grundvand. Da vi i Danmark næsten udelukkende benytter grundvand til drikkevand, har man politisk besluttet, at kravene skal være ekstra høje i forhold til, hvilke stoffer der må findes, og i hvilke mængder de må findes, i det danske grundvand. Og selv om der i Aftale om pesticidstrategi 2017-2021 er besluttet at slække på nogle få af de danske krav, så er Danmark fortsat det land i EU, der har de skrappeste godkendelsesregler.
Som en ekstra foranstaltning har Danmark som det eneste land et program, der moniterer for godkendte pesticider og hjælpestoffer, Varslingssystemet for udvaskning af pesticider til grundvandet, forkortet VAP.
VAP er et overvågningsprogram, der undersøger om godkendte pesticider eller deres nedbrydnings-produkter udvaskes til én meters dybde i koncentrationer over den fastsatte grænseværdi. Med VAP kan de danske myndigheder foretage en vurdering og eventuelt fjernelse af ellers godkendte pesticider fra markedet, hvis de ved praktisk og regelret anvendelse på landbrugsjord viser sig at kunne gå i grundvandet.
VAP består primært af fem forsøgsmarker, der alle drives som normale landbrug. Markerne repræsenterer de varierende jordbunds- og klimaforhold, som findes i Danmark. Markerne er udstyret med udstyr, der gør det muligt for forskerne at følge pesticider og hjælpestofferne fra overfladen, gennem jordsøjlen og til de eventuelt når længere ned i jordprofilen, hvor de i yderste konsekvens kan ende ud i dræn og grundvand. VAP er et samarbejde mellem GEUS, Miljøstyrelsen og Institut for Agroøkologi og Institut for Bioscience.
For at øge repræsentativiteten af VAP i forhold til at kunne afspejle de forskellige jordbrugsforhold i Danmark, har man i 2015 besluttet at tage endnu en mark i brug frem til i hvert fald 2018.
I hele perioden fra 1999 til juni 2015 er risikoen for udvaskning til grundvandet af i alt 110 stoffer blevet undersøgt i VAP. Af de 110 stoffer var der tale om 48 pesticider og 62 nedbrydningsprodukter.
VAP har med aftale om pesticidstrategi 2017-2021 fået en større betydning, da flere midler fremover løbende skal evalueres i forhold til risikoen for udvaskning, og samtidig er der åbnet op for, at producenterne af planteværnsløsninger kan få testet om midlerne opfører sig som godkendelsen tilsiger.
Ansøgninger med høje omkostninger
Som medlem af EU er godkendelse af plantebeskyttelsesmidler underlagt krav om, at de firmaer, der vil have godkendt et nyt middel, tilvejebringer et omfattende datamateriale til vurdering både centralt i EU og i de enkelte medlemsstater. De danske krav afviger fra resten af EU, hvilket fordyrer godkendelses-processen og samtidig gør de hårde krav det ofte tvivlsomt, om godkendelsen vil kunne opnås.
Det skal ses i sammenhæng med, at omsætningen på planteværnsmidler i Norden og Baltikum blot udgør ca. fire procent af den samlede omsætning i EU. Det sker derfor ofte, at producenterne af planteværns-løsninger nedprioriterer introduktionen af nye produkter på det danske marked. Og det er bestemt heller ikke billigt at få godkendt nye midler i Danmark, så de høje omkostninger tæller med i planteværnsproducenternes vurdering af, om der skal skabes mulighed for, at et nyt sprøjtemiddel skal finde vej til de danske landmænds slunkne værktøjskasse.
I Dansk Planteværn mener vi, at der foregår et godt og positivt samarbejde imellem myndighederne og industrien, hvor der er god dialog omkring de praktiske konsekvenser af politiske tiltag. Men det er nu engang politikerne, der beslutter strategien, og derfor arbejder vi intenst på at sikre, at landbrugets behov og konsekvenserne af eventuelle nye regler ikke får uønskede konsekvenser for landbruget i Danmark.
Pesticidstrategi 2017-2021 blev den 22. juni sendt i høring, men allerede i det sene forår trådte flere af ændringerne af de danske særkrav i kraft, så der er blevet åbnet op for, at lidt flere midler har fået adgang til det danske marked, og det er er positivt, at vi nu tilnærmer os de regler, der gælder i nogle af de lande, dansk landbrug ligger i hård konkurrence med.
Fakta:
Ansøgningsproceduren er omfangsrig og myndighederne gennemgår dossier, som ofte består af med mere end 200 produktstudier, 500 studier med aktivstoffet og studier, der dokumenterer produktets effektivitet.
Artiklen er bragt i magasinet AGROLOGISK juli 2017
Af Jakob Tilma, jti@plantevaern.dk
Læs om Nordzonen på Miljøstyrelsens hjemmeside: Læs den seneste VAP-rapport