Uenige om det meste, men vi kan debattere alt

Uenige om det meste, men vi kan debattere alt
Frej har samlet Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Planteværn på samme kop under Folkemødet 2017, og budskabet fra tænketanken er, at man skal samle fløjene for skabe en bedre debat.

-Det vi gerne vil, det er at nuancere debatten. Vi synes det er blevet lidt skyttegravs-agtigt, og vi vil gerne samle aktørerne og tage en faglig debat, lyder det fra bestyrelsesmedlem i Frej Charlotte Clausen til en skeptisk tilhører under en event med uddeling af gratis kaffe torsdag eftermiddag under Folkemødet 2017.

Kaffen serveres i en grøn kop er prydet med logoer fra Frej, Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Planteværn, og på ryggen har to af tænketankens stiftere store rygsække fyldt med kaffe, punchlines og hashtags, der skal føre debatten med deltagerne på Folkemødet videre på de sociale meder. Størst står teksten ”#nydebat”, for der er brug for en ny tone i debatten, fortæller Iben Krog Rasmussen til en kaffetørstig herre, der har præsenteret sig som søn af en økologisk landmand.

Men titler er ikke vigtige, for det er ifølge Frej vigtigt, at man ikke sætter folk i bås, hvis man vil have debatten til at gå fremad, fortæller Iben Krog Rasmussen den unge herre, der fortæller de to af tænketankens fire stiftere, at han mest er til økologisk.

Og der er tilsyneladende brug for at få nuancerne med, for selv valget af konventionel mælk til kaffen får kommentarer med på vejen fra Folkemødets deltagere. Her mener flere indledningsvis, at valget af en bestemt mælk er politisk motiveret, og at Frej jo nok er i lommen på de konventionelle landmænd. Og både giftindholdet i kaffen og mælken indleder flere gode diskussioner.

-Der er brug for en debat, hvor der er plads til det hele, og hvor man netop ikke sætter i ’enten eller’ men i ’både og-logikker’, fortæller Iben Krog Rasmussen.

Den nu lidt mindre kritiske herre tager en tår af kaffekoppen, hvor Dansk Planteværn søger at fjerne frygten fra fødevaredebatten med et budskab om, at man trygt kan drikke kaffen, selvom indholdet af gift i den er højere end den højest tilladte mængde sprøjtemiddelrester man kan indtage ved at spise 16 kilo æbler. Fra Danmarks Naturfredningsforening lyder budskabet, at 50 procent af det danske areal i dag bliver sprøjtet, og om det er den natur, kaffedrikkeren ønsker. Begge emner, omhandler fødevareproduktionen i Danmark, og alle udsagn skal med, hvis nuancerne i debatten skal med, fortæller Iben Krog Rasmussen.

-Vi bliver nødt til at sætte os sammen. Vi har ikke fundet de vises sten, men lad os blive klogere på hinanden og hinandens perspektiver, og derfor er vi netværksbaseret, siger Iben Krog Rasmussen før hun giver tilhøreren sit visitkort og går videre ud i Folkemødet for at få nuancerne med i den danske fødevaredebat.

Og det er ikke kun på kaffekoppen, modparterne kan være sammen under Folkemødet. Under Frejs event mødes Thyge Nygaard fra Danmarks Naturfredningsforening med Jakob Tilma fra Dansk Planteværn med tænketankens kaffekopper i hånden, og fra de to aktører, der før har krydset klinger i diskussionen omkring planteværnsmidler i landbruget, lyder budskabet, at -vi er ikke enige om meget, men vi kan debattere alt.

Lørdag den 17. juni går Tænketanken Frej igen rundt på Folkemødet 2017 og tager en snak om nuancerne i fødevaredebatten over en kop kaffe.

AF JTI

 

  Læs mere om Frejs event den 17. juni kl. 13.30