Flyvende gæster får blomstrende velkomst

Flyvende gæster får blomstrende velkomst
Det bornholmske samarbejde #BornholmBlomstrer giver en farverig velkomst til flyvende deltagere i Folkemødet 2019. Og blomsterne er ikke kun til pynt. Blomsterstriber har vist sig at tiltrække fire gange flere bier end grøftekanter og brakarealer.  

Blomster er der kommet flere af i landskabet med samarbejdet Bornholm Blomstrer, og striben i Bornholms Lufthavn er blot en lille del af de 75.000 kvadratmeter blomsterstriber, der i 2019 er etableret på Bornholm.

Selvom blomsterstriberne har pyntet hos især de bornholmske landmænd i flere år, så var det først i 2018, at der kom vished for, at tiltagene er til gavn for insekterne på blomsterøen. Dokumentationen kom med rapporten ’Insektmonitorering af de bornholmske blomsterstriber’, hvor konklusionen fra ophavsmanden Morten Top-Jensen lød, at forekomsten af bier i blomsterstriberne i projektet #BornholmBlomstrer er langt højere end i grøftekanter og brakarealer, og det gælder både for vilde bier og honningbier. I år er blomsterstribers store tiltrækningskraft på bier blevet bekræftet i København, hvor man på en sået blomstereng i 2019 har fundet 31 arter af vilde bier, hvoraf de fire blev vurderet til at være sjældne.

Bierne mangler blomster
Der mangler blomster i Danmark, og bierne lider på grund af manglende arealer med blomsterplanter, men det nytter, når landmænd, biavlere, grønne organisationer og virksomheder arbejder sammen, lyder det fra Klaus H. Petersen fra Bornholms Landbrug & Fødevarer, der i 2019 har naturens vilkår i landbrugslandet til debat. Her skal #BornholmBlomstrer-initiativet være et af omdrejningspunkterne for en snak om vejen frem for naturen i agerlandet. Deltagerne i diskussionen spænder fra pesticidindustrien og til Danmarks Naturfredningsforening; begge er nemlig umage partnere i det Bornholmske blomster-samarbejde.

- Det nytter at løfte i samlet flok og gøre en målrettet indsats for insekterne, så fra samarbejdet #BornholmBlomstrer opfordrer vi til, at finde fælles lokale løsninger og sammen gøre Danmark skønnere for insekter og mennesker, lyder opfordringen fra Klaus H. Petersen, talsmand for #BornholmBlomstrer.  

I forbindelse med Folkemødet 2019 har samarbejdet #BornholmBlomstrer opsat blomsterkasser på festivalpladsen ligesom der rundt omkring på øen er etableret blomsterstriber.

Fakta:
Bornholm Blomstrer har i 2019 udsået hvad der svarer til 75.000 kvadratmeter med blomster.

Fredag den 14. juni kl. 16.45 – 17.30 er der debat med temaet Natur & Biodiversitet… Klima & Bæredygtighed, hvor blandt andet effekten af brede samarbejder for naturen i landbrugslandet er på programmet.  Paneldeltagerne er Anne Thomas, Viceborgmester BRK, Martin Merrild, Formand for Landbrug & Fødevarer, Sebastian Jonshøj, Vicepræsident i Danmarks Naturfredningsforening, Jakob Tilma, Kommunikationschef Dansk Planteværn.

Partnerne i #BornholmBlomstrer:
Bornholms Landbrug & Fødevarer DLF DN Bornholm Netto Syngenta Danmark Bornholms Brand BC Catering Danmarks Jægerforbund Ole Holm Transport, Rønne Bornholms Biavlerforening Dansk Planteværn

Klik her for at læse hele rapporten: Insektmonitorering af de bornholmske blomsterstriber

Af Jakob Tilma

 

  Klik her for at læse hele rapporten: Insektmonitorering af de bornholmske blomsterstriber