Landbrugets rolle

Landbrugets rolle for dansk økonomi og beskæftigelse

Landbrugets rolle for dansk økonomi og beskæftigelse

Landbruget spiller en meget væsentlig rolle i dansk økonomi med eksportindtægter på 157 mia. kr. og en beskæftigelse på ca. 190.000 personer inklusiv relaterede og afledte erhverv.

Landbruget er dermed en meget betydende sektor i dansk økonomi, der uanset konjunkturerne i verden sørger for store eksportindtægter og beskæftigelse til mange mennesker, især i områder af landet hvor det ellers kan være vanskeligt at finde job.

Eksportindtægter på 157 mia. kr.
Landbruget og tilhørende virksomheder er en af de største bidragydere til Danmarks eksportindtægter. En analyse fra Landbrug & Fødevarer viser, at virksomhederne tilknyttet landbrug i 2015 eksporterede varer for 157 mia. kr. og står dermed for 25 procent af den danske eksport1). Svinekød er den største enkelt-vare, som udgør 18 procent af eksporten, men også mælkeprodukter, korn samt blomster og planter er store eksportartikler.

Landbrugseksporten er uhyre vigtig for handelsbalancen (eksport minus import af varer). Her står sektoren for hele 60 % af overskuddet på Danmarks handels-balance. Årsagen er, at landbrugsproduktion kun kræver en forholdsvis lille import af varer.

Mange jobs i landbrugserhvervene
Landbrugene er blevet store, hvor få mennesker dyrker store arealer, men der er stadig mange beskæftigede i landbruget og de afledte erhverv. 190.000 personer er beskæftiget med landbrug - lige fra landmanden, medhjælperen, slagteri-arbejderen til konsulenten og de serviceerhverv, som holder erhvervet kørende. 

Især i udkantsområderne spiller landbruget en meget stor rolle for beskæftigelsen, og i yder- og land-kommunerne udgør landbrugserhvervene hele 12 procent af de beskæftigede.

Store muligheder for øget eksport og beskæftigelse
Selvom landbrug og tilhørende erhverv allerede i dag spiller en overordentlig stor rolle både for dansk økonomi og beskæftigelse, er der positive muligheder for at øge landbrugsproduktionen og dermed både eksportindtægter og beskæftigelse.

En analyse fra Landbrug & Fødevarer 2) viser, at landbruget kan øge sin råvareproduktion med 58 % - vel at mærke på et bæredygtigt grundlag. Stigningen skal bl.a. ske via øget gødskning på jorde, som kan bære mere gødning. Den større råvareproduktion vil have en særdeles gunstig effekt på beskæftigelsen, som forventes at stige med 16.000 jobs og eksporten kan øges med 80 procent.

Planteværn er en vigtig brik i produktionen
Planteværn er en nødvendig del af et moderne landbrug, hvor der er brug for en høj, stabil og sikker produktion af bl.a. korn, raps og majs. Disse afgrøder er grundlaget for en høj animalsk produktion, som er afgørende for produktionen af værdifulde eksportprodukter og jobskabelsen i de store fødevarevirksomheder. Uden planteværn ville der skulle importeres væsentlige mængder foderkorn, hvis produktionen af kød, æg og mælkeprodukter skal kunne opretholdes.

Også i de specialiserede produktioner af frugt og grøntsager er der behov for at kunne regulere sygdomme og skadedyr, når det er nødvendigt. Alternativt bliver den danske produktion af landbrugsvarer alt for usikker, og vil blive erstattet af importeret frugt og grønt.

1) Fakta om Erhvervet 2016 -  Landbrug & Fødevarer 2016.

2) Potentiale for 80 procent eksportstigning i 2030 - Landbrug & Fødevarer 2013.