Mad til verdens befolkning

Mad til verdens befolkning

Stigende fødevarebehov
I 2050 vil verdens befolkning være steget fra de nuværende 7 mia. til over 9 mia. mennesker. Samtidig får store befolkningsgrupper stigende levestandard og dermed øges efterspørgslen efter f.eks. kød. Klimaforandringer påvirker mulighederne for at dyrke afgrøder i både positiv og negativ retning. Samtidig sætter ønsker om energiafgrøder og afgrøder til andre formål også fødevareproduktionen under pres.

Fremskrivninger viser, at vi vil have omkring 30 % mindre areal pr. indbygger til rådighed i 2050 i forhold til i dag. Og vi forventer, at skulle producere 60-70 % mere mad i 2050 (Kilde: UN, FAO).
Det er en kæmpe udfordring.

Forskning og videnskab er en del af løsningen
Et meget væsentlig bidrag til at løse den udfordring er, at udnytte videnskab og forskning til at øge effektiviteten så udbyttet pr. areal øges, samtidig med at man bevarer bæredygtigheden med lave input af energi og hjælpestoffer og effektiv udnyttelse af ressourcer som vand.

Uden effektiv landbrugsproduktion ville det blive nødvendigt at inddrage store arealer, som i dag er naturområder, såsom de afrikanske savanner, europæiske skove og sydamerikanske regnskove, hvilket på sigt ville blive en miljømæssig katastrofe.

De fleste fremskrivninger af klimaforandringer viser, at Danmark og Norden ligger i et område, hvor der vil blive mulighed for udbyttestigninger. Mens Sydeuropa og store dele af Afrika vil få ringere mulighed for fødevareproduktion.

Hvad mange forbrugere ikke gør sig klart er, at EU i dag er nettoimportør af fødevarer og dermed lægger beslag på store arealer udenfor Europa. Faktisk et areal på størrelse med Tyskland (Witzke og Noleppa 2010). Hvis vi blot kan øge vores udbytter med 0,5 % om året, kunne vi mindske nettoimporten betydeligt.

Det fremføres ofte, at der faktisk produceres mad nok i verden allerede, og at vi sagtens kan forsyne også 9 mia. mennesker. Det er rigtigt ud fra en forudsætning om ikke at spise kød. Der er bare ikke nogen tegn til, at behovet for bl.a. kød ikke vokser, og der er ikke noget der tyder på, at vi i vesten kan få middelklassen i Kina og Indien til ikke at efterspørge mere kød.

Dansk landbrug er dygtige til at producere mere med mindre input
Dansk landbrug er rigtig dygtige til at producere sikre højkvalitets fødevarer, både af planter og dyr, og med et meget lavt input. Det giver ikke nogen mening at nedsætte den danske produktion blot for at den opstår andre steder. I øvrigt er det også en god basis for Danmark i form af beskæftigelse og indtjening [se Landbrugets rolle for dansk økonomi og beskæftigelse].