Udvikling af et plantebeskyttelsesmiddel

Udvikling af et plantebeskyttelsesmiddel

Plantebeskyttelsesmidler er med til at sikre verdens fødevareforsyning
Plantebeskyttelsesmidler har mange positive effekter. Undersøgelser på verdensplan viser, at ca. halvdelen af de dyrkede afgrøder ville gå tabt til ukrudt, svampe og insekter, hvis ikke der fandtes effektive plantebeskyttelsesmidler. Da verdens fødevarebehov stiger dramatisk i de kommende år, er effektive plantebeskyttelsesmidler en vigtig faktor for at kunne opfylde fremtidens behov for en stabil forsyning af sunde sikre fødevarer.

Der bliver løbende stillet større og større sundheds- og miljøkrav til plantebeskyttelses-midler, og der forskes løbende i at forbedre midlerne på alle parametre.

I det følgende gives et hurtig overblik over den omfattende forskning og udvikling, der ligger bag et nyt plantebeskyttelsesmiddel.

Hvordan finder man et nyt aktivstof
Man syntetiserer en lang række forskellige molekyler og tester (screener) i laboratoriet om udvalgte planter, svampesygdomme eller insekter reagerer på at blive udsat for disse molekyler, dvs., at der testes om molekylerne har  biologisk aktivitet.  Mens man for 10-15 år siden var nødt til at screene omkring 40.-50.000 stoffer for at finde et molekyle, som blev til et produkt, så skal man nu screene over 150.000 stoffer, før man finder et nyt succesfuldt molekyle. Det er et udtryk for, at kravene både til effektiviteten - dvs. den ønskede effekt overfor skadegøreren - og kravene til sikkerhed, er steget meget kraftigt.

Diagram:

Diagrammet illustrerer over ti årsperioder, hvor mange stoffer der skal syntetiseres og screenes, før man finder et stof, der kan anvendes. Det illustrerer samtidig de stigende krav, der er til plantebeskyttelsesmidler

Test af sikkerhed
Stofferne testes undervejs for sikkerheden over for mennesker og dyr. De stoffer, der overlever hele udvælgelsesprocessen og til slut bliver til et plantebeskyttelsesmiddel, har undergået omfattende test af både akutte effekter, men også omfattende langtidsstudier i form af dyreforsøg.

Man dokumenterer naturligvis også, om der er evt. rester i afgrøden. Resultaterne herfra indgår i et kompleks af risikovurderinger i forhold til resultaterne fra dyreforsøgene [se Pesticider i fødevarer].

Der testes også for, om andre processer, som f.eks. øl- eller brødfremstilling, påvirkes.
Sideløbende testes stoffernes effekt på miljøet, f.eks. alger, regnorme, dafnier og andre organismer, der lever i vand og jord.
Og stoffernes skæbne i miljøet testes nøje, så man ved, at stofferne nedbrydes og forsvinder igen, og at de ikke udvaskes til f.eks. grundvand.

Kun når myndighederne på alle disse områder konkluderer, at stoffet ikke udgør en uacceptabel risiko, godkendes produktet.

Så godkendelsesgrundlaget er på nogen områder mere omfattende, end det er for lægemidler.

Biologien
Sideløbende med de omfattende test af sikkerheden testes den ønskede biologiske effekt, så man præcis ved, hvilke skadegørere produktet kan bekæmpe, og på hvilket stadie (både afgrødens og skadegørens vækststadie) det skal anvendes, for at opnå den ønskede effekt.

Omkostningen
Hele udviklingsprocessen er kolossalt omkostningskrævende. Derfor er markedet også præget af, at kun nogle få store internationale firmaer udvikler plantebeskyttelsesmidler.

Nedenstående figur viser en oversigt over tidsforløb, antal stoffer samt omkostningsniveau. Det koster omkring 1,1 til 1,8 mia. kroner at udvikle et nyt aktivstof. Processen tager omkring 10 år.

Et patent gives for 20 år, men da udviklingen typisk har taget 10 år, er der kun 10 år tilbage for firmaet til at tjene investeringen hjem igen. Når patentet udløber, kan andre firmaer, der ikke har haft udviklingsomkostninger, fremstille kopier af stoffet.

De meget store omkostninger der er forbundet med at finde nye effektive plante-beskyttelsesmidler har bevirket, at der de senere år er kommet markant færre nye midler på markedet. Og især i Europa er antallet faldet drastisk. Det kan forringe europæisk landbrugs konkurrenceevne i forhold til resten af verden, og det kan betyde, at det bliver sværere at producere tilstrækkeligt med fødevarer til verdens stigende befolkning.