Ændret udseende af etiketter på
plantebeskyttelsesmidler
I løbet af de næste to og et halvt år vil gennemførelsen af
FN's Globale Harmoniserings system for klassificering og mærkning
af kemikalier" (GHS) i EU medføre en ændring af indhold og udseende
af etiketterne på plantebeskyttelsesmidler og andre
kemikalier.
Det er vigtigt at forstå, at der ikke er tale om ændringer
i produkternes egenskaber eller risici, men alene indførelse af nye
regler for klassificering og mærkning.
GHS er fundamentalt forskelligt fra det hidtidige system, idet der
introduceres nye fareklasser, nye piktogrammer, nye signalord, nye
faresætninger og sikkerhedssætninger. Herudover ændres den måde man
klassificerer blandinger (tidligere kaldet præparater) fundamentalt
i forhold til de hidtidige klassifikationsregler, hvilket derfor
har betydning for klassifikation og mærkning af
plantebeskyttelsesmidler.
Ændringerne i Danmark (og resten af EU) sker med gennemførelsen af
forordning 1272/2008 (populært kaldet CLP-forordningen), som
erstatter tidligere direktiver om klassificering og mærkning
m.v.:
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr.
1272/2008
af 16. december 2008 om klassificering, mærkning og
emballering af stoffer og blandinger og om ændring og ophævelse af
direktiv 67/548/EØF og 1999/45/EF og om ændring af forordning (EF)
nr. 1907/2006, Den Europæiske Unions Tidende (L 353): p1- 1355,
31.12.2008.
Forordningen omfatter alle industrielle kemikalier og
husholdningskemikalier, men med visse undtagelser så som kosmetik,
medicin og veterinær medicin.
Gennemførelsen vil som nævnt medføre ændrede
klassifikationssymboler, fareangivelser (analogt til de nuværende
R-sætninger) og angivelser af forholdsregler (analogt til de
nuværende S-sætninger).
NB! Den eventuelle risiko som anvendelsen af produkterne
kan udgøre for brugeren eller miljøet, er ikke ændret som følge af
de nye klassifikationsregler og de data som anvendes til at
fastsætte de nye klassifikationer er de samme, som hidtil er blevet
anvendt som grundlag for klassifikation og mærkning i forbindelse
med godkendelsesprocessen.
Tidsrammen for ændringerne af klassifikationsreglerne er, at alle
rene kemiske stoffer siden 1. december 2010 har skullet være
klassificeret og mærket efter de nye regler, mens blandinger
(produkter) som udleveres fra producenterne først efter 1. juni
2015 skal opfylde de nye klassifikations- og mærkningsregler.
NB! Det er dog tilladt at anvende de nye
klassifikationsregler også inden denne frist og der vil derfor
forekomme produkter på markedet allerede i løbet af de kommende år
med ny mærkning.
Produkter med gammel mærkning må stadig sælges af distributører
(f.eks. grovvareselskaber) indtil 30. maj 2017, hvorefter de kun må
sælges, hvis de er ommærkede.
Produkter som er købt af slutbrugere før 1. juni 2017, er stadig
lovlige at besidde og anvende med gammel mærkning efter denne
dato.
Referencer:
Global Harmonisation of classification
of chemicals (FN)
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS
FORORDNING (EF) Nr. 1272/2008
af 16. december 2008 om klassificering, mærkning og emballering af
stoffer og blandinger og om ændring og ophævelse af direktiv
67/548/EØF og 1999/45/EF og om ændring af forordning (EF) nr.
1907/2006
Hvis du ønsker at vide mere om de nye piktogrammer, kan du finde
Miljøstyrelsens folder "Stop uheld!" her