Lovforslag om nye
bekæmpelsesmiddelafgifter
Skatte- og Miljøministeriet har den 26. januar sendt et forslag
til en ændring af afgifterne på bekæmpelsesmidler. Sigtet med
lovforslaget er, at der specielt for plantebeskyttelsesmidler i
fremtiden skal betales afgift efter midlernes potentielle
belastning af sundhed og miljø.
Dansk Planteværn har nedsat en arbejdsgruppe, som på branchens
vegne vil vurdere lovforslagets konsekvenser for
jordbrugserhvervene og for branchens selv og på et senere tidspunkt
kommentere på forslagets indhold.
Ifølge miljøministeren er afgiften således sammensat, at det skal
kunne betale sig at dyrke korn, frugt og grøntsager i Danmark,
samtidigt med at forbruget og belastningen af miljø og sundhed
bliver nedsat.
På nuværende tidspunkt finder arbejdsgruppen det umuligt, at
vurdere de faktiske konsekvenser, da vi endnu ikke kender
grundlaget for myndighedernes egne konsekvensberegninger og de heri
indgående alternative bekæmpelsesstrategier.
Det er således ikke muligt for os at vurdere, hvor realistiske
alternativerne er i praktisk anvendelse og dermed om ministerens
udsagn er holdbart.
Det kan dog allerede på nuværende tidspunkt konstateres på
grundlag af afgiftskonstruktionen, med udgangspunkt i iboende
egenskaber, at dette vil reducere tilgangen af nye aktivstoffer i
Danmark i forhold til, hvad der ellers ville være tilfældet.
Det skyldes, at nogle stoffer, som på trods af at de opfylder de
tekniske kriterier for godkendelse, kan blive så dyre
afgiftsmæssigt, at markedsføring i Danmark vil være urealistisk.
Dette kan blandt andet have indflydelse på mulighederne for
effektivt at forebygge resistensdannelse hos skadegørere.
Arbejdsgruppen vil arbejde videre med sagen frem imod den
officielle høringsfrist den 1. marts 2012.