Morten Østergaard realitetstjekkede de grønne ambitioner

De Radikale realitetstjekkede de grønne ambitioner
Danmark skal ifølge De Radikale fortsat være et landbrugsland og storeksportør af fødevarer. Men hvordan den ambition kan forenes med udtagning af 30 procent af landbrugsjorden, det søgte Morten Østergaard svar på under en markvandring med den sjællandske planteavler Ole Christiansen en regnfuld dag i oktober.

For De Radikale er visionen for den danske landbrugsproduktion klar: 30 procent af landbrugsarealet skal tages ud af drift inden 2050 og samtidig skal effektiviteten øges med 15 procent, og det vel at mærke samtidig med at landbruget omdannes til at være ’giftfrit, klimavenligt og cirkulært’.

For at se, om der er realisme i de ambitiøse og indgribende forslag var formanden for partiet, der ’drømmer om et grønnere Danmark’ den 28. oktober på besøg hos Ole Christiansen fra Gadstrup på Sjælland. Og selvom Ole Christiansen allerede har været i debat på DR2 med Maria Reumert-Gjerding (DN), har diskuteret med Margrethe Auken (SF) i Bruxelles og har haft besøg af avisen Politiken til en snak om café-latte københavnere og deres tilgang til landbruget, så kom det alligevel som en overraskelse, da De Radikales pressesekretær ringede ham op for at høre, om han ville have besøg af Morten Østergaard.

- Morten Østergaard havde i sit sekretariat spurgt, om han kunne komme ud og besøge en konventionel landmand, og valget faldt på mig. Jeg fik at vide, at man ville ud og undersøge virkeligheden i forhold til det finanslovsudspil, som man arbejdede med hos De Radikale. Man ville simpelthen vide, om det nu også kunne lade sig gøre. Det tænkte jeg så lidt over, og så sagde jeg, at det var okay, siger Ole Christiansen

- Jeg havde gjort mig mange tanker omkring besøget, men vi mødte egentlig hinanden på bølgelængde, idet jeg på meget praktisk vis forklarede omkring min hverdag og hvilke udfordringer jeg havde - og hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde. Og den frekvens blev faktisk opfanget af Morten Østergaard, fortæller landmanden.

Det regnede heftigt den 28. oktober, men Morten Østergaard havde gummistøvlerne med, så besøget begyndte med en tur rundt på gården ved Gadstrup, hvor også Oles kæreste, Manuella Johansen og to medarbejdere fra De Radikales sekretariat slentrede med.

- Vi så på nogle marker i regnvejr, fik en snak om forskellige afgrøder, vi så på det færdige produkt. Vi så på #SjællandSummer, vi så på græsfrømarker – vi så på græsfrø på lager - og vi så også på spinatfrø, som ligger på lager. Og vi snakkede meget frem og tilbage omkring produktionen, omkring udfordringer i græsfrø- og havefrø-produktionen. Og vi snakkede omkring, hvordan man behandler jorden. Vi snakkede også om, hvordan det er at være nabo til en økologisk produktion med indflyvning af tidselsfrø, som generer både græsfrøproduktionen og havefrøproduktionen voldsomt, da de danske landmænd ikke har så mange herbicider til rådighed, som i netop disse afgrøder kan bekæmpe tidsler, lyder det fra landmanden fra Gadstrup.

 

Realitetstjek med overraskelser

Ole Christiansen havde forberedt sig grundigt til besøget, og der var mange spørgsmål, Morten Østergaard søgte svar på. Men graden af uvidenhed om landbruget anno 2020 fra en formand i et af de større politiske partier overraskede alligevel landmanden fra Gadstrup.

- Det var meget nyt for ham. Det var en verden, som han overhovedet ikke egentlig havde sat sig ind i, at det var sådan. Og da vi efterfølgende skulle drikke kaffe, så blev der vist andre værktøjer, som vi bruger til management i og med mange konventionelle landbrug har taget det her precision farming ind under huden, siger Ole, der ud over at have uddannet sig til agrarøkonom også er landbrugsmaskinmekaniker.

- De moderne værktøjer danske landmænd arbejder med overraskede faktisk Østergaard; at det er en del af den konventionelle landmands hverdag, og at man sprøjter så lidt som muligt. Der blev også snakket CO2, klima, pesticidbelastning, grundvand, kvælstof og fosfor. Så vi kom rundt om rigtig mange emner, og det var en ny verden for Østergaard, at danske landmænd tænker over, hvad der sker i nærmiljøet på marken.

 

Vis virkeligheden frem

Efter et par timers snak om dansk landbrug, hvor Morten Østergaard også fortalte om sine politiske visioner for dansk landbrug, skulle den radikale leder videre ud i landet for at møde danskerne, men selv om besøget i det danske landbrugsland var kort, så håber Ole, at politikeren fik det realitetstjek, han søgte efter.

- Forhåbentlig fik Morten Østergaard en ny viden med sig hjem, der kan gøre han kan se, at det, der praktisk bliver udført vest for Valby Bakke, det ikke nødvendigvis er det, man sidder og drøfter ud fra diverse rapporter øst for Valby Bakke. Jeg har fået et indtryk af, at selvom man er modstandere, så lyttede modstanderen faktisk til de argumenter, vi har herude i mulden.

Selv mener Ole ikke han blev meget klogere på, hvordan visionerne om at landbruget skal blive mere effektivt samtidig med, at man blandt andet vil udtage en tredjedel af landbrugsjorden og fjerne brugen af planteværnsmidler kan føres ud i livet. Men mødet med politikeren har alligevel været en positiv oplevelse, og relationen mener Ole helt sikkert han kan udnytte i fremtiden.

- I og med han har været her, så har vi da fået en kontakt, hvor jeg kan, hvis der er et eller andet som stikker ud, så vil jeg da ikke føle mig begrænset til ikke at kontakte ham og sige, ’det her, det er altså helt galt – det svarer ikke til virkeligheden’.

 

Landmændene sover i timen

Ole Christiansen kalder efter eget udsagn ’en skovl for en skovl’ og tager de jordnære diskussioner nedefra og op. Han viser virkeligheden, som han ser den, uden for mange hensyn til hvordan landbrugets store organisationer fører sig frem på den store scene. Denne politiske uafhængighed ser Ole som en af de væsentligste årsager til, at så mange politikere og journalister er interesseret i netop hans hverdag.

- Det er ikke en stor organisation, det her. Her er vi direkte på kornet, til noget hvor hverdagen ligesom er altafgørende for, om fakta virker. Jeg følger jo informationerne fra de to landbrugsorganisationer, men jeg deler nødvendigvis ikke deres holdning. Og jeg mangler nogle gange den lidt jordnære tilgang; Det mere jordnære håndtag i holdningen, siger Ole og fortsætter:

- Her pakker vi ikke noget ind; vi viser det reelle, men vi gør også noget for at det reelle er rigtigt, siger Ole Christiansen og opfordrer sine mange landmandskolleger til at gøre sig mere synlige i debatten.

- Der er mange af mine kolleger, de sover i timen. De skal lære at åbne næbbet og fortælle om de helt nære ting i deres hverdag. Og det er et stort læs man skal trække, men det behøves ikke være andet end at man fortæller om sin hverdag, og om, hvad der er rigtigt og forkert. Og så skal man holde en sober tone.

På Twitter og Facebook kan man følge Oles kamp for dansk landbrug under navnet @OleLandmand, og her kan man se, hvordan marksprøjten fra John Deere er prydet med teksten #Godkemi, og man kan følge blomsterstriberne fra projektet #Sjællandsummer, som Ole og Dansk Planteværn står fadder til. Nogle vil måske tro, at synligheden i samfundsdebatten kan være et problem, men det har det ikke været for Ole.

- Jeg føler mig ikke forfulgt på nogen måde. Og det er vigtigt at tage del i debatten, for vi er et mindretal i befolkningen, men vi fylder meget fysisk – ikke kun ude i landskabet, men også når vi agerer rundt imellem vores marker. Og så skal vi huske på, at vi producerer det mad, som danskerne putter i munden, slutter Ole, der efter besøget fra Morten Østergaard nu følger De Radikales ageren på landbrugsområdet tæt, så partiets drøm om et grønnere Danmark ikke ender som et mareridt for de danske landmænd.

Kontakt Ole Christiansen for interview eller en kommentar på telefon: 40 85 22 04

Hent billede af Morten Østergaard, Manuella Johansen og Ole Christiansen til brug for artikler

 

Hent billede af Morten Østergaard i gummistøvler på Dalsagergaard til brug for artikler

 

Link til Morten Østergaards instagramupdate fra besøget hos Ole Christiansen

Af Jakob Tilma, jti@plantevaern.dk 

  Læs mere om projektet #SjællandSummer