Hvordan er det med giftigheden, iboende egenskaber, farer og ADI

Plantebeskyttelsesmidler er beskrevet under mange navne: Pesticider, sprøjtemidler og sprøjtegifte er nogle af de mest anvendte.

Som alle stoffer har plantebeskyttelsesmidler en gifteffekt ved tilstrækkelig dosering.
I 1500-tallet beskrev Paracelsus dette som: "Alle Ding' sind Gift, und nichts ohn' Gift; allein die Dosis macht, daβ ein Ding kein Gift ist". At det er dosering, der gør et stof giftigt er et grundlæggende princip inden for toksikologien
(læren om giftighed).

Det mest banale eksempel herpå er vandforgiftning eller fortyndings-hyponatriæmi. Det forekommer oftest, når vand indtages i store mængder uden samtidigt at indtage de nødvendige næringsstoffer, kroppen behøver for at opretholde den nødvendige saltbalance.

Godkendelse af et sprøjtemiddel gives ofte til et smalt brugsområde, dvs. til bekæmpelse af enkelte, nærmere specificerede insekter eller svampe eller planter (mål-organismer) i præcist definerede afgrøder. Her ønskes en tilstrækkelig bekæmpelse af, for afgrøden, skadelige organismer, så et høstudbytte sikres. Desuden kan der behandles mod forekomst af svampe, hvis der foreligger risiko for, at disse producerer naturlige toksiner med høj giftighed, der kan gøre udbyttet uegnet som føde eller foder.

Stoffer der godkendes som plantebeskyttelsesmidler testes derudover over for mange andre typer af organismer (ikke-målorganismer) i så høje doseringer, at en giftig (toksisk) effekt opnås. Ofte vælges fem-seks forskellige doseringer, hvor den mindste er 0 og de andre er stigende indtil de "maksimale" effekter ses. Gerne med død som det ultimative, men ofte formår testorganismerne ikke at indtage tilstrækkelig mængder, så dette opnås. Formålet med disse tests er altså, at se effekter på testorganismen og nærmere undersøge, hvilke specifikke effekter der opnås. Dette gøres for at lære og forstå produktets egenskaber. Beskrivelsen her er simplificeret, men forklarer princippet, som ligger til grund for en lang række test, som varer fra få timer til over flere generationer.

Det er på baggrund af disse test, at produktet klassificeres. Det vil sige, at klassificering af et stof baseres på detsiboende egenskaber. Klassificeringen er dermed en beskrivelse af, hvilke skader stoffet kan forårsage. På engelsk betegnes det "hazards". På dansk kan ordet "farer" anvendes, men det siger ikke noget om, hvilke skader et specifikt plantebeskyttelsesmiddel reelt forårsager i den faktisk godkendte dosering.

For at kunne forholde disse resultater til en reel risiko, anvendes resultaterne derfor i efterfølgende beregninger, dvs. i omfattende risikovurderinger.

Hvis den dosering, hvor den giftige effekt opnås hos ikke-mål organismen, ikke langt overstiger den eksponering samme organisme reelt udsættes for i forbindelse med bekæmpelse af markens skadevoldere, godkendes produktet slet ikke.

Ud fra testresultater og risikovurderinger beregnes et Acceptabelt Dagligt Indtag (ADI), som angives i mg/kg kropsvægt. Det bliver dermed den beregnede mængde, en person kan indtage hver dag gennem et helt liv uden sundhedsmæssige problemer. Det kan beskrives som et mål for et stofs ufarlighed.

Udgangspunktet er det fastsatte nul-effekt niveau, hvorfra der trækkes sikkerhedsfaktorer, der tager højde for forskelle i giftighed mellem testede dyr og mennesker. Sikkerhedsfaktorer der anvendes for plantebeskyttelsesmiddel ligger på mindst 100, hvor der ved fastsættelse af ADI for indtag af koffein via kaffe er anvendt en sikkerhedsfaktor på 7.