Plantebeskyttelsesmidler: Hvad, hvordan og hvornår

Hvad er et plantebeskyttelsesmiddel?
Plantebeskyttelsesmidler er ikke én type kemi, men en samling af forskellige kemiske stoffer, som hver især er blevet undersøgt, fundet egnet, og herefter godkendt af Miljøstyrelsen til netop den individuelle beskyttelse imod, eller bekæmpelse af, specifikke skadegørere. Først når den individuelle kemiske struktur er ansøgt om godkendelse til netop denne anvendelse, tilhører den gruppen af plantebeskyttelsesmidler.

Hvordan virker plantebeskyttelsesmidler?
Indenfor hver overordnet gruppe af plantebeskyttelsesmidler (herbicider = ukrudtsmidler; fungicider = svampemidler; insekticider = insektmidler) er der en række forskellige virkemekanismer. Det forekommer ikke, at ét middel anvendes inden for flere grupper, dvs. et produkt kan ikke både håndtere svampesygdomme og fjerne ukrudt. De er dermed meget specifikke. Indenfor den enkelte gruppe er det vigtigt, at der hele tiden er flere forskellige virkemekanismer til rådighed til hver enkelt skadevolder, da skadevolderne altid vil udvikle resistens overfor en given virkemåde, hvis denne anvendes ensidigt.

Eksempel med herbicid: Som eksempel på virkemåde indenfor herbiciderne kan nævnes gruppen af sulfonyl-ureaer (SU'er). For SU'erne gælder, at de forhindrer dannelsen af tre essentielle aminosyrer i planterne. Hermed visner den ramte plante. SU'erne er samtidig selektive midler, så det kun er nogen ukrudtsplanter, der bliver påvirket. De planter, som ikke bliver påvirket, nedbryder selv SU'erne, inden de kan nå at hæmme dannelsen af de pågældende aminosyrer. Ydermere er SU'erne selektive overfor forskellige afgrøder: Nogen kan bruges i korn, men ikke i roer eller majs, da disse afgrøder vil tage voldsomt skade. Omvendt kan nogen bruges i roer, men ikke i majs og korn.

Visse ukrudtsarter, som tidligere er blevet bekæmpet med SU'er, har i dag udviklet resistens overfor hele gruppen af produkter, hvilket er et udtryk for ensidig brug af den gruppe af produkter gennem flere år.

Dannelse af de tre aminosyrer foregår ikke i mennesker og dyr, og der ses derfor ingen påvirkning af disse (lav giftighed).

Hvordan anvendes et plantebeskyttelsesmiddel?
Plantebeskyttelsesmidler skal anvendes ifølge brugsanvisningen på den godkendte etiket. Etiketten skrives på baggrund af mange forsøg (som regel minimum otte udført over to vækstsæsoner) for hver enkelt skadevolder, som er angivet på etiketten. I forsøgene anvendes flere doseringer, så man får en god forståelse af, hvor meget produkt der er nødvendigt for at opnå en tilstrækkelig effekt på den enkelte skadevolder (dosis-respons). Ofte er målet ikke at opnå 100 % kontrol, men tilstrækkeligt til, at afgrøden og udbyttet ikke påvirkes, og fremtidig opformering af problemet begrænses.

Hvornår anvendes et plantebeskyttelsesmiddel?
Plantebeskyttelsesmidler anvendes når en skadevolder (ukrudt, svampesygdomme eller insekter) er til stede i så stort antal, at det går ud over udbyttet af afgrøden. I nogen tilfælde besluttes det at anvende plantebeskyttelsesmidler før problemet opstår (præventivt), hvis skadevolderen er umulig at bekæmpe, når der er synlige tegn på dets tilstedeværelse. Der er udviklet et betydeligt antal skadetærskler og beslutningsmodeller, som kan anvendes i forbindelse med denne vurdering. Tidspunktet for anvendelse er ofte kritisk for at opnå den ønskede effekt. Ofte skal der større doseringer til jo senere en behandling sættes ind. I andre tilfælde hjælper det ikke at hæve doseringen. En - to dage er ofte afgørende for et godt resultat. Det kan skyldes en svampesygdoms udvikling eller insekters tilstedeværelse, der kan forårsage uoprettelig skade. Det kan også være ukrudt, der gror ud over det modtagelige stadie og herved konkurrerer om næringsstoffer og plads.

Uønskede effekter fra plantebeskyttelsesmidler?
Plantebeskyttelsesmidler er godkendt til specifikke formål, og brug uden for den givne godkendelse er ikke nødvendigvis undersøgt for eventuelle uønskede effekter på mennesker og miljø. Det er derfor vigtigt at følge brugsanvisningen for hvert enkelt produkt, da det er denne, som ligger til grund for godkendelsen af produktet.