Miljøresistent Aspergillus Fumigatus skal kortlægges

Publiceret: 20.11.2019

Hvedemark nedefra med blå himmel i baggrund

Dansk Planteværn bakker op om en grundig kortlægning af problemer med miljøresistens i forbindelse med brug af azol-midler.

Aspergillus svampen findes mange steder i vores miljø. Den findes både i jord, i luft, i kompost, i byggematerialer og andre steder.  Statens Serum Institut oplyser, at svampen ikke udgør en risiko for raske mennesker. Azol-midler bruges til behandling af infektioner med svampen Aspergillus Fumigatus, og de har mange ligheder med den type azol-fungicider, der anvendes til svampebekæmpelse i landbruget.

I Dansk Planteværn er man af den holdning, at Aspergillus resistensudvikling potentielt er en alvorlig udfordring, og industrien har derfor igangsat undersøgelser af eventuelle følger af landbrugets brug af midlerne, ligesom branchen er åben overfor et samarbejde med myndighederne om problemstillingen, lyder det fra direktør i Dansk Planteværn, Tanja Andersen.

-Der pågår studier i Europa, hvor vi afventer resultater, men for nuværende er der ikke indikationer af, at anvendelsen på landbrugsjord er en afgørende faktor i udviklingen og opformeringen af miljøresistens, lyder reaktionen fra Tanja Andersen på afrapporteringen fra Statens Serum Institut.

I perioden oktober 2018 til marts 2019 er der påvist resistens hos 19 ud af 319 patienter i Danmark, hvilket svarer til seks procent. I 14 af de 19 tilfælde var der tale om miljøresistens. Overvågningen viser ifølge Statens Serum Institut, at der er tale om et begrænset antal patienter, og at hovedparten af patienterne stadig kan behandles med azol-holdige lægemidler. Statens Serum Institut skriver på sin hjemmeside, at problemet er internationalt.  

Eftersom problemet med forekomsten af resistente stammer af Aspergillus Fumigatus ikke er en isoleret Dansk udfordring, tilslutter Tanja Andersen sig udmeldingen fra Statens Serum Institut.

-Det er nødvendigt, at de grænseoverskridende udfordringer med miljøresistent Aspergillus Fumigatus bliver undersøgt nærmere, og at de bliver håndteret i et internationalt perspektiv, lyder det fra Tanja Andersen.

En international udfordring

Hos Dansk Planteværn støtter man op om en grundig kortlægning af eventuelle danske hot-spots for at kunne identificere potentielle kilder til opformering af de uønskede resistente svampesporer, og Tanja Andersen slår fast, at azol-problematikken bliver taget meget seriøst i planteværnsbranchen.

Overvågningstallene fra den nye overvågning af resistens i svampen Aspergillus er ifølge Maiken Cavling Arendrup, professor, overlæge og leder svampelaboratoriet på Statens Serum Institut de første, systematisk indsamlede oplysninger i Danmark på området.

Fakta:

Azol-fungicider er et væsentligt værktøj i bekæmpelse af en række svampesygdomme i planteavlen. På grund af resistensudvikling mod svampemidler med andre virkningsmekanismer, er azol-fungiciderne af fundamental betydning for svampebekæmpelsen i europæisk jordbrug, og det anslås af Aarhus Universitet, at et stop for brugen af azol-fungicider vil medføre økonomiske tab for jordbruget i Danmark i størrelsesordenen 680 mio. kroner årligt.

Azol-fungicider har en udbredt anvendelse til svampebekæmpelse i landbruget, men benyttes herudover også i følgende anvendelser:

  • Træbeskyttelse
  • I produkter som desinfektionsmidler og andre medicinske anvendelser
  • Konserveringsmidler
  • Veterinærmedicin
  • Maling
  • Madrasser
  • Silikoneforseglingsprodukter
  • Rengøringsprodukter
  • Tapetklister
  • Shampoo og kosmetik

Azol-fungiciderne har været anvendt siden 1970’erne og har derfor været at finde i miljøet i mange år og naturligt forekommende svampe kan derfor være eksponeret for denne type stoffer, som per definition er designet til svampebekæmpelse.

En af udfordringerne med udviklingen af resistente stammer af Aspergillus fumigatus er, at de resistente svampe er lige så livskraftige som de følsomme typer, hvilket betyder, at de resistente typer ikke vil blive undertrykt, selv om man fjerner årsagen til resistensudviklingen. De resistente typer af Aspergillus fumigatus er altså allerede til stede i miljøet, og de forsvinder ikke.

Link til mere viden om Aspergillus Fumigatus:

Link til rapporten: Afrapportering til arbejdsgruppen vedr. azolresistens

Det ved vi om azol-resistens

Dansk Planteværn vil have meere viden om azol-resistens