Miljøministeren foreslår et eksportforbud i EU mod pesticider, som ikke længere har en godkendt anvendelse i europæisk landbrug.
Det er vigtigt med fokus på håndtering af pesticider, der eksporteres til lande udenfor Europa. Selvom disse pesticider ikke bliver anvendt i Europa, spiller de stadig en væsentlig rolle for landmænd globalt, hvor miljø- og klimaforhold varierer og bidrager til stadig større udfordringer med skadevoldere – mange som ikke er kendt på vores breddegrader. Det er bl.a. tilfældet for afgrøder, vi ikke kan dyrke i Europa, som eksempelvis bananer og kaffe.
Et muligt eksportforbud i EU kan føre til, at produktionen af disse pesticider flytter til tredjeverdenslande, under mindre regulerede forhold og forbuddet kan dermed give utilsigtede konsekvenser.
I forhold til forbrugerbeskyttelse har vi i EU fastsatte regler for det maximalt tilladte restindhold af pesticider i fødevarer. Dette gælder også fødevarer importeret fra tredjelande og særligt for pesticider, som ikke længere er godkendt i EU, hvor grænseværdien ofte sættes til 0,01 mg/kg (detektionsgrænsen). I Danmark analyseres fødevarer af Fødevarestyrelsen, så danskere trygt kan spise importerede fødevarer.
Vi mener ikke, man kan træffe beslutninger i EU uden at sætte dem i et globalt perspektiv – særligt ikke hvis vi skal give landmænd i tredjelandene mulighed for at opretholde en bæredygtig fødevareproduktion.