Dansk Planteværn bakker op om Europols arbejde med at fjerne ulovlige pesticider fra EU

Dansk Planteværn bakker op om Europols arbejde med at fjerne ulovlige pesticider fra EU
Handlen med ulovlige og forfalskede pesticider i EU nåede i 2020 et trist højdepunkt. Under kontrolaktioner i 32 lande blev der tidligere på året således beslaglagt 1.346 tons pesticider med kurs mod europæisk landbrug.  I Dansk Planteværn bakker man op om arbejdet for at standse ulovlighederne.

Den europæiske poltienhed Europol præsenterede den 3. juni resultatet af en række omfattende kontroller målrettet handel med ulovlige pesticider foretaget i 32 europæiske lande i perioden 13. januar til den 25. april 2020. I alt blev 1.346 tons ulovlige pesticider fjernet fra markedet i operationen ”Silver Axe”, der siden opstarten af det internationale samarbejde i 2015 har været ansvarlig for, at 2.568 tons ulovlige pesticider er blevet beslaglagt.

I Danmark har der i marts 2020 været aktioner ved den dansk-tyske grænse ved Padborg og ved Rødby færge, hvor kontrollen ikke førte til fund af ulovligt indførte pesticider. Men selvom anvendelsen af ulovlige midler ikke anses for at være et stort problem i Danmark, mener direktør i Dansk Planteværn Tanja Andersen alligevel, at der er god grund til at bakke op om den fælleseuropæiske indsats for at komme handlen med ulovlige pesticider til livs.

- I EU er godkendelsen af stofferne underlagt en kompetent og faglig vurdering i forhold til natur, sundhed og miljø. I Danmark er det Miljøstyrelsen der står for midlernes godkendelse. Ulovlige midler har dermed ikke gennemgået den strenge danske og europæiske godkendelse, og derfor kan der være uheldige konsekvenser ved at benytte de ulovlige midler. Ved forfalskede midler aner vi reelt ikke hvad der kan ske, lyder det fra Tanja Andersen, som er positiv i forhold til at intensivere den danske grænsekontrol på området.

Fælles appel

I maj måned i år tog Landbrug & Fødevarer og Dansk Planteværn i en fælles appel til de danske landmænd skarpt afstand fra brugen af ulovlige planteværnsmidler. ”Der skal ikke findes ulovlig kemi i dansk landbrug”, lød budskabet blandt andet, og Tanja Andersen vil med baggrund i præsentationen af resultatet af årets indsats i operation ”Silver Axe” fortsat bakke op om, at der arbejdes på at gøre en ende på ulovlighederne.

-I Dansk Planteværn er vi tilfredse med, at operation ”Silver Axe” igen har forhindret ulovlige og eventuelt forfalskede pesticider i at blive benyttet på markene i EU. Vi har i planteværnsindustrien og landbruget en fælles interesse i, at der er styr på pesticiderne, og årets kontroller viser desværre, at der er et marked i EU for ulovlige planteværnsmidler, ” siger Tanja Andersen.

I alt har der i 2020 været åbnet 260 sager om handel med ulovlige og forfalskede pesticider i forbindelse med operation ”Silver Axe”, og på nuværende tidspunkt er otte sager stadig i gang i Belgien, Frankrig, Tyskland, Polen, Slovenien og Schweitz.

Læs pressemeddelelsen fra Europol omkring Operation ”Silver Axe”-aktionen i 2020

Klik her for at anmelde brug af ulovlige planteværnsmidler til Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion

 

Af Jakob Tilma

 

  Læs pressemeddelelsen fra Europol omkring Operation ”Silver Axe”-aktionen i 2020