Nuværende godkendelsesprocedure sikrer beskyttelse af vandløbsdyr

Nuværende godkendelsesprocedure sikrer beskyttelse af vandløbsdyr
Forskere fra Københavns Universitet har undersøgt pesticiders indvirkning på smådyr i danske vandløb. Studiet er en del at Miljøstyrelsens Bekæmpelsesmiddel-forskningsprogram og viser, at Miljøstyrelsens nuværende risikovurdering er tilstrækkelig. Studiet er desuden et eksempel på grundigheden og detaljegraden, der er forbundet med at undersøge bekæmpelsesmidler. 

Studiet gik ud på at undersøge, hvilken betydning ultrasmå partikler i vandløbsvand kan have på påvirkningen af insekticider overfor 11 arter i vandløbsvand. Formodningen var, at vandløbsdyr ville være mere påvirket af insekticiderne, når der er partikler i vandet, som insekticiderne kan binde sig til, end når vandet er fri for partikler. Rapporten konkluderer, at tilstedeværelsen af ultrasmå partikler i koncentrationer, der findes i danske vandløb, ikke påvirker giftigheden af de undersøgte insekticider. Der er ikke fundet ændring i påvirkningen ved de lave koncentrationer af partikler, som man finder i danske vandløb i forhold til påvirkningen i vand uden partikler. Den procedure, som Miljøstyrelsen anvender på nuværende tidspunkt, er derfor tilstrækkelig og skal ikke ændres som følge af dette studie.

”Vi bakker i høj grad op om Miljøstyrelsens program for forskning i bekæmpelsesmidler, da vi har en interesse i, at pesticider bliver risikovurderet på et videnskabeligt grundlag. Dette studie viser, at sorberet pesticid ikke er mere toksisk end opløst stof. Det tager den nuværende risikovurdering højde for, således at vandløbsdyr ikke bliver mere påvirket af de undersøgte pesticider end først antaget. Det er positivt, at studiet er gennemført og det er også positivt, at Miljøstyrelsens nuværende risikovurdering er tilstrækkelig. Studiet giver et godt indtryk af hvor mange detaljer og hvor præcise redskaber der skal til for at risikovurdere og godkende et pesticid,” siger Tanja Andersen, direktør i Dansk Planteværn.

Miljøstyrelsens Bekæmpelsesmiddelforskningsprogram støtter forskere, der vil undersøge hvordan brugen af bekæmpelsesmidler kan minimeres og hvilke utilsigtede virkninger, disse midler kan have. I dette projekt har forskerne undersøgt insekticider af typen ’pyrethroider’, som er en anvendt gruppe insekticider i Danmark. Vandløbsdyr er særligt følsomme over for disse insekticider, hvilket blev bekræftet i forhold til de 11 undersøgte arter. Projektet mundede ud i rapporten ”Makroinvertebraters følsomhed overfor pyrethroider i ferskvand med naturlige koncentrationer af partikler og organisk materiale - ToxPath”.

”Det har været et interessant forløb, hvor vi har udviklet nye metoder til at imødekomme de vanskeligheder, vi oplevede med at udføre eksperimenter med meget små partikler i vand. Miljøstyrelsens Bekæmpelsesmiddelforskningsprogram støtter studier som dette, og giver os gode muligheder for at forske i alternative metoder for brug af pesticider og hvordan de påvirker biodiversiteten, ” siger Bjarne W. Strobel, lektor i miljøkemi, Københavns Universitet.

Læs mere om projektet på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Billederne tilknyttet teksten er taget af Bjarne. W. Strobel.