Der er mange kilder til fund af TFA

Der er mange kilder til fund af TFA
Miljøminister Magnus Heunicke blev spurgt om i hvilket omfang perflourerede stoffer (PFAS, herunder PFOS) fra de enkelte
midler (pesticidhandelsprodukter), der forhandles eller har været forhandlet i Danmark, nedvaskes gennem rodzonen til grundvandet, og i hvilket omfang konsum og andre afgrøder optager de perflourerede stoffer. 

Læs Ministerens svar, her

Yderligere information om Trifluoreddikesyre (TFA)
I Danmark har vi 14 aktivstoffer som indgår i godkendte pesticidprodukter og samtidig falder under OECDs definition af PFAS. Disse stoffer er diflufenican, flonicamid, fluazinam, fludioxonil, fluopyram, gamma-cyhalothrin, lambda-cyhalothrin, mefentrifluconazol, oxathiapiprolin, picolinafen, pyroxsulam, tau-fluvalinat, tefluthrin og triflusulfuron-methyl og alle produkter indeholdende disse stoffer er risikovurderet efter den europæiske pesticidforordning. Derfor er de ikke hverken meget persistente (vedholdende) eller bioakkumulerende (ophobende gennem fødekæden). Disse egenskaber er ikke tilladt for produkter godkendt efter pesticidforordningen.

Mange kilder til fund af TFA
Stoffet trifluoreddikesyre (TFA) falder også ind under OECD-definitionen som et PFAS-stof. Videnskabelige undersøgelser fra Tyskland, Kina og USA viser, at TFA kan dannes som et nedbrydningsprodukt fra fluorerede kølemidler, der anvendes i klimaanlæg, køleanlæg og varmepumper. Disse stoffer kan nedbrydes til TFA i atmosfæren og derefter via regnvandet blive fordelt til overfladevand og jord, hvorefter det kan sive ned til grundvandet. Dette understøttes af, at TFA er fundet i regnvand og det findes desuden med stor sandsynlighed også naturligt i havvand. I 2020 begyndte man at måle efter TFA i massescreeningen af grundvandet i Danmark. Stoffet blev påvist i 89% af boringerne og Miljøstyrelsen vurderede, at der var mange kilder til disse fund.

TFA er ikke identificeret som et problematisk stof i noget biologisk miljø sammenlignet med de PFAS-stoffer, som har givet problemer i forbindelse med anvendelsen af fx brandslukningsskum. Derfor er kravværdien sat noget højere nemlig på 9 mikrogram pr. liter sammenlignet med 0,002 mikrogram pr. liter for de problematiske PFAS-stoffer. Der er ikke konstateret overskridelser af TFA kravværdien i grundvandsovervågningen i Danmark. En af de andre mulige kilder til fund af TFA i grundvandet er landbrugets anvendelse af pesticider. TFA fremgår fx som et nedbrydningsprodukt fra aktivstofferne flurtamon og flufenacet i EFSAs tekniske gennemgang af stofferne. Disse stoffer har aldrig været godkendt til anvendelse i Danmark. Det er dog teoretisk set også muligt, at nogle af de aktivstoffer godkendt i Danmark, der defineres som PFAS, kan nedbrydes til at danne TFA (fludioxonil er undtaget, da stoffet kun indeholder 2 fluor-atomer).

Data viser, at flere af de godkendte stoffer ikke nedbrydes til TFA, men om det er tilfældet for dem alle, er endnu ikke afklaret. Det vil blive belyst når hvert aktivstof gennemgår den regelmæssige proces for ansøgning om fornyet godkendelse i Europa. Desuden er GEUS i øjeblikket i gang med et projekt under Miljøstyrelsens Bekæmpelsesmiddelforskningsprogram, som netop ser på om aktivstoffer defineret som PFAS kan nedbrydes til at danne TFA. Dansk Planteværns medlemmer bidrager med viden og data til projektet, hvor de kan, og vi ser frem til at se resultaterne, når projektet afrapporteres i 2024.

”Pesticider er nogle af de mest undersøgte kemikalier i verden, og derfor har vi et detaljeret fagligt grundlag, som kan betrygge os – særligt i forhold til udvaskningen til grundvandet. I Danmark har vi desuden særlige krav til grundvandsbeskyttelsen i forhold til godkendelsen af pesticider. Denne tilgang er fulgt op af VAP – varslingssystemet for udvaskning af pesticider til grundvandet, hvor nuværende anvendelser bliver undersøgt yderligere. Vi bakker op om myndighedernes grundige vurderinger og mener helt generelt, at det er vigtigt med en åben dialog om alle kemikaliers reelle sundhedsrisiko samt væsentlige kilder til eksponering, så vi kan hjælpe til med at oplyse befolkningen i stedet for at bidrage til de skræmmebilleder, vi desværre af og til ser i medierne,” siger Bolette Palle Neve, Teknisk Konsulent hos Dansk Planteværn.

Læs artiklen "Godkendte pesticider i Europa er ikke evighedskemikalier" vedrørende PFAS.