Landmænd som naturforvaltere

Kender landmænd til bien og blomsten?
Mere end 60 procent af Danmark areal anvendes i dag til landbrug. Om det kan kaldes natur, vil vi lade andre diskutere, men det er i hvert fald sikkert, at formålet på disse arealer ikke er at øge biodiversiteten. Formålet er derimod i reglen at holde markerne så fri af ukrudt og insekter, der skader afgrøderne, som muligt. Det er derfor et åbent spørgsmål, hvordan landmænds virke kan gøre gavn for bier, blomster og alt det andet flora og fanua. Derfor inviterer foreningen Verdens Bedste Fødevarer i samarbejde med Dansk Planteværn til debat under titlen ”landmanden som naturforvalter”.

Det sker på Ryegaard Gods, der drives både økologisk og konventionelt, hvor Dansk Planteværn på godt én procent af godsets arealer i en årrække har kørt forsøg, der har til formål at vise, at mindre tiltag på landbrugsarealer kan give positive effekter for biodiversiteten.

- Vi vil gerne indlede arrangementet med en markvandring, hvor agronom og forsøgsleder Jørgen Lundsgaard vil fortælle om blomsterstriber, bihoteller, lærkepletter og andre tiltag på godset. Vi håber, at mange vil deltage i rundturen og stille både udfordrende og opklarende spørgsmål, der kan gøre alle klogere på værdien af biodiversitetstiltag, siger Tanja Andersen, direktør i Dansk Planteværn.

Efter rundturen sætter biolog og naturformidler Morten DD gang i debatten med sin vurdering af effekten af tiltagene på Ryegaard Gods, de mange kilometer blomsterstriber, der under stor mediebevågenhed er blevet sået på danske landbrugsarealer de seneste år og selve ideen med at overlade det til landmænd at bevare og beskytte dansk naturs mangfoldighed.

- Morten DD er kendt for at være bramfri i sin vurdering, og vi er glade for, at han har takket ja til at komme og udfordre naturens og landbrugets aktører i spørgsmålet om biodiversitet i et landbrugsland som Danmark. I Verdens Bedste Fødevarer arbejder vi for tiltag i fødevareproduktionen, der kan gavne biodiversiteten. Vi tror på, at en åben dialog og samarbejde kan gøre det muligt for Danmark både at være naturens og fødevarernes højborg. Verden har brug for begge dele, siger talsmand for foreningen Felix Stark.

Til debatten vil der også være repræsentanter fra landbruget, biforeninger og og landmænd der har deltaget i projektet ”Sjælland summer”, som landmand Ole Christiansen har taget initiativ til. Herudover kommer to lokale skoleklasser samt lokale spejdere og tæller insekter. Ligesom en række andre aktører med interesser på området bliver inviteret.

- Vi opfordrer alle, der interesser sig for natur og/eller fødevarer til at komme med på dagen. Det er i alles interesse, at vi arbejder sammen om løsninger, der sikrer både en stærk dansk fødevareproduktion og en effektiv beskyttelse af dansk natur. I den dialog er alle konstruktive ideer velkomne, siger Felix Stark.

Hvor: Ryegaard & Trudsholm Godser, Munkholmvej 377, 4060 Kirke Såby
Hvornår: 20 august kl 11.00 til 14.00 (let frokost inkluderet)
Pressen er velkommen
Tilmelding nødvendig via understående link.

 

  Klik her for at tilmelde dig arrangementet 'Landmænd som naturforvaltere' 20. august