Drikkevand til debat

Drikkevand til debat
Drikkevand til debat – stoffernes anvendelse skal med i betragtningen
Miljøstyrelsen vurderer, at stigningen af rester fra sprøjtemidler i det danske grundvand og drikkevand over de seneste år ikke skyldes, at grundvandets tilstand har ændret sig væsentligt, men primært, at der testes for flere stoffer end tidligere. Det gælder bl.a. nedbrydningsprodukterne DPC og DMS, som er nogle af de stoffer, der oftest bliver fundet i grundvands- og boringskontrollen i dag.

Det danske drikkevand er ganske særligt og for at beskytte det, bliver der foretaget en række undersøgelser, moniteringer og målinger, der sikrer grundvandet og dermed kvaliteten af drikkevandet. Nye stoffer er i de seneste år blevet inkluderet i prøveudtagningsprogrammerne og af den grund har der også været flere fund. Stoffernes oprindelse, kilder og anvendelse er derfor vigtige at betragte før konklusionerne bliver draget, da en række af de stoffer, der er fundet, ikke har været anvendt i mere end 20 år. 

Flest fund i Hovedstadsområdet af hyppigst påviste pesticid  
DPC er nedbrydningsproduktet fra et ukrudtsmiddel og har ikke været anvendt i landbruget siden 1996 og DMS stammer fra et svampemiddel, der ikke har været anvendt i landbruget siden 2007. DMS har desuden været brugt i maling og træbeskyttelse, som også er en hyppig kilde til fund af rester i grundvandet og derfor ofte findes i boringer i parcel- og sommerhusområder.

I GEUS’ Grundvandsovervågning fremgår det, at DMS i 2020 var det hyppigst påviste pesticid i vandforsyningens indtag med fund i 32,8 % af de undersøgte indtag og overskridelse i kvalitetskravet i 8,8 % af indtagene. I vandforsyningerne er der en tydelig overrepræsentation af overskridelser for DMS i Hovedstadsområdet, hvor der er store bebyggede arealer.

Igangværende indsats i landbruget for at beskytte grundvandet
For at nedbringe risikoen for påvirkning af grundvandet fra erhvervsmæssig anvendelse af pesticider besluttede et flertal i Folketinget i 2019 at anlægge boringsnære beskyttelsesområder (BNBO’er), der er en administrativt fastlagt sprøjtefri beskyttelseszone udlagt omkring almene vandforsyningsboringer. Kommunerne skal indberette områderne, som Miljøstyrelsen skal vurdere. Mange zoner er endnu ikke implementeret og effekten derfor ikke kendt, men fælles for dem er, at det er et besluttet og igangværende tiltag til gavn for grundvandet.

De i Danmark ca. 4.850 BNBO’er omfatter ca. 20.300 ha., hvoraf landbrugsarealer udgør ca. 9.500 ha.

Yderligere ressourcer til unikt overvågningssystem
Danmark har et grundigt godkendelsesprogram for pesticider, og har derudover en overvågning af stofferne efter godkendelsen i GEUS’ VAP-system. Systemet er med til at sikre, at landbrugets nuværende anvendelse af pesticider ikke er årsagen til fund af kemiske stoffer i drikkevandsboringerne.

Den senest politisk vedtagne pesticidhandlingsplan for 2022-2026 har bl.a. fokus på mulighederne for at reducere pesticidbelastningen og afsætter yderligere ressourcer til VAP-arbejdet, så flere midler kan blive inkluderet i systemet.

Dansk Planteværn bakker op om det danske godkendelsesprogram for pesticider og således også til en mulig styrkelse af VAP-systemet.

Miljøstyrelsens ”Kortlægning af udfordringer ift. Danmarks grundvand” fra juni 2022 kan læses, her.

FAKTA OM VARSLINGSSYSTEM FOR UDVASKNING AF PESTICIDER (VAP)
VAP er et overvågningsprogram, der undersøger om godkendte pesticider eller deres nedbrydningsprodukter siver ned i grundvandet over den politisk fastsatte kravværdi på 0,1 mikrogram per liter. Alle pesticider i VAP bliver anvendt i den maksimalt tilladte dosis – også selvom landbruget måske i virkeligheden anvender en meget lavere dosis. Siden 1999 er der i VAP undersøgt for 52 forskellige pesticider og 99 forskellige nedbrydningsprodukter. VAP gør en hurtig vurdering mulig med henblik på en eventuel regulering eller et forbud af ellers godkendte pesticider fra markedet, hvis de på trods af brug efter gældende regler viser sig at kunne udvaskes til grundvandet. Systemet sørger således for, at kun pesticider, der ikke er i fare for at påvirke grundvandet bliver anvendt i Danmark.

VAP findes kun i Danmark og er et samarbejde mellem GEUS, Miljøstyrelsen, Institut for Agroøkologi og Institut for Bioscience – begge ved Aarhus Universitet.

Yderligere information

GEUS’ Varslingssystem for udvaskning af pesticider, VAP, her.
GEUS’ Grundvandsovervågning 1989 – 2020, her.
SEGES Innovation forklarer om Boringsnære beskyttelsesområder, her.