Godkendte pesticider i Europa er ikke "evighedskemikalier"

Godkendte pesticider i Europa er ikke "evighedskemikalier"
Godkendte pesticider i Europa er ikke ”evighedskemikalier”
Perfluorerede og polyfluorerede alkylstoffer (PFAS), der består af mere end 10.000 stoffer, er en gruppe af almindeligt anvendte kemikalier, der akkumuleres over tid, hvoraf nogle er miljøfarlige og sundhedsskadelige. Nogle PFAS bliver kaldt "evighedskemikalier", da de er karakteriseret ved at ophobe sig i miljøet.

Pesticider udgør 2 % af alle PFAS. Pesticider anvendt i europæisk landbrug bliver reguleret efter Pesticidforordningen (1107/09) og skal leve op til strenge sikkerhedsregler for at opnå godkendelse. Alle pesticider undergår en grundig risikovurdering og i denne indgår en bedømmelse af deres miljømæssige persistens, bioakkumulation, mobilitet samt sikkerheden for mennesker og miljø. Det bliver således undersøgt, hvor vedholdende pesticiderne er i miljøet, om de ophober sig og hvordan de flytter sig. Nogle godkendte pesticider har fluor som den del af deres kemiske struktur. Disse er også vurderet efter kravene i Pesticidforordningen. I Danmark stilles der yderligere krav til beskyttelse af grundvandet i forbindelse med godkendelse af pesticider.  For at opnå godkendelse i Danmark kan pesticider hverken være meget persistente eller såkaldte ’evighedskemikalier’.

Lovforslag om begrænset anvendelse
7. februar fremsatte Det Europæiske Kemikalieagentur et lovforslag, der forbyder anvendelsen af en lang række PFAS-stoffer i EU. Flere brancher er undtaget fra kravene, enten fordi der ikke findes alternativer eller fordi anvendelsen er reguleret andetsteds. Sidstnævnte gør sig gældende for pesticidindustrien grundet de strenge sikkerhedsregler i Pesticidforordningen. Lovforslaget blev indsendt af Danmark, Tyskland, Holland, Norge og Sverige.

”Forurening med PFAS-stoffer skal i høj grad tages alvorligt og et europæisk initiativ er en hensigtsmæssig måde at takle udfordringen på. Det fremsatte forslag bekræfter, at den grundige godkendelsesordning for pesticider under forordning 1107 giver den tilstrækkelige beskyttelse af miljø og sundhed,” siger Tanja Andersen. 

Mere om lovforslaget hos Det Europæiske Kemikalieagentur, ECHA, her.