5-årig fornyelse af glyphosat-godkendelse et tilbageskridt for videnskaben

Godkendelse af glyphosat fornyet fem år
Danmark har arbejdet for en fornyelse af godkendelsen af aktivstoffet glyphosat med baggrund i videnskabelige vurderinger, der normalt ville føre til en 15 årig godkendelse, men den 27. november blev det politiske kompromis en forlængelse på fem år efter behandling i EU Kommissionens appeludvalg.

Hos Dansk Planteværn er direktør Helle Græsted Bennedsen glad for, at appeludvalget kunne nå frem til en forlængelse af godkendelsen, men forløbet op til afgørelsen mener hun er et tilbageslag for EU's videnskabeligt baserede godkendelsesordning.

-Det er positivt, at EU nu står ved, at det er sikkert at anvende glyphosat til bekæmpelse af ukrudt, men det er meget uheldigt, at politikerne har valgt at lytte til skræmmekampagnerne fra mange sider, når EU's egne videnskabelige organer EFSA og ECHA, begge har sagt god for en 15-årig forlængelse baseret på videnskabelige undersøgelser, siger Helle Græsted Bennedsen efter forlængelsen af godkendelsen var en realitet.

Aktivstoffet glyphosat er verdens mest anvendte sprøjtemiddel til ukrudtsbekæmpelse, og da patentet på midlet udløb i år 2000 udbydes midlet nu af en lang række aktører på markedet for pesticider, og alene i Danmark indgår glyphosat i 59 midler til professionel og privat brug.

Videnskabelige vurdering under pres

Selv om EU's videnskabelige myndigheder for længst har anbefalet en ny 15-årig forlængelse af godkendelsen af glyphosat, så har et massivt pres fra en række interesseorganisationer fået politikerne i EU til at tøve. Det betyder nu, at EU handler imod den videnskabelige vejledning fra EU's videnskabelige eksperter, der også tæller danskere rådgivere.

At videnskaben taber til populismen har vi ifølge Helle Græsted Bennedsen også oplevet i Danmark, hvor der i Pesticidstrategi 2017-2021 ligefrem står anført, at aftalen ’For at imødekomme bekymringer fra forbrugerne indføres et sprøjteforbud før høst i konsumafgrøder’ (med glyphosat.red) selvom de danske myndigheder ikke vurderer, at der er et problem i forbindelse med sprøjtning med glyphosat.

- I Dansk Planteværn mener vi det er vigtigt, at vi får genetableret tilliden til de videnskabelige institutioner i EU, så godkendelsen af planteværnsmidler i fremtiden tager afsæt i fakta, lyder det fra Helle Græsted Bennedsen.

Fornyelsen af godkendelsen af glyphosat i yderligere fem år betyder ifølge en pressemeddelelse fra Miljøstyrelsen, at alle sprøjtemidler med glyphosat i Danmark næste år skal revurderes.

Den nuværende godkendelse af glyphosat udløber den 15 december 2017.

 

(Kilde til produkter indeholdende glyphosat i Danmark: Opgørelse fra Middeldatabasen 9.11 2017.)

Af Jakob Tilma, kommunikationschef